En rum tid: Undertitel

graven.

Der er et kvarter til boarding. Jeg mærker suset i maven og den ulidelige spænding. Sådan er det hver gang jeg skal flyve, og jeg har snart prøvet det mange gange. Ingen skal tale til mig, jeg skal bare have det stille og roligt, måske et par glas hvidvin til at tage den værste nervøsitet, bare indtil vi er nået godt op over skyerne til vores flyvehøjde. Jeg hader at lette, har været syg flere gange ved de pludselige skift i fokus hvor øjnene ikke kan falde til ro. De sidste mange år har der dog ikke været tegn på nogen form for problemer efter at søsygepillerne har holdt deres indtog, men skrækken sidder alligevel dybt forankret i mit sind.

Jeg har Umberto Eco med. Han og jeg skal dele de mange timer i de øverste luftlag indtil jeg når mit bestemmelsessted. Jeg følges altid med en mere eller mindre kendt forfatter når jeg skal rejse. Sidste gang var det Amos Oz. Det er så betryggende at have nogen med som man kender lidt til i forvejen, og som kan ligge i ens skød.

Umberto er på jagt efter sin egen fortid og har sikkert ikke tid til at beskæftige sig meget med mig. Pyt med det! Jeg skal nok klare mig. Jeg forstår jo godt at han leder og leder, kun finder lidt og derfor leder videre. Jeg leder sammen med ham, men kan ikke rigtig følge med. Det hele er så indviklet.

Peter kender mine nykker og lader mig i fred, og snart er vi deroppe hvor eventyret begynder, og verden forekommer så lille og enkel og smuk.

Jeg glemmer for en stund mig selv, Peter og Umberto og bliver grebet af en følelse af ubeskrivelig lykke og absurditet. Tænk sig at her sidder jeg, højt hævet over alt, og ser ned på en lille rund genstand, en lille kugle, hvor det myldrer af eksistenser der forsøger at overleve og markere sig i de få år der er dem tildelt.

Evigheden føles som om den er lige her, her i et stort Boeing fly der farer af sted over himlen mellem stjernestøvet og ufatteligt små partikler.

Jeg rives brat ud af mine tanker da Peter prikker mig på skulderen og spørger om jeg vil have noget at drikke.

Vand og hvidvin, tak, siger jeg vel vidende at jeg allerede har drukket to glas og skal passe på at jeg ikke får for meget. Det er vigtigt at drikke rigeligt når man flyver, men vist ikke lige alkohol, mener jeg at vide.

Umberto ligger godt i mit skød, men jeg kan ikke koncentrere mig om hans søgen lige nu, så derfor kan han blive liggende en rum tid endnu. Vin og pille har fået min hjerne til at stige til vejrs for snart at få mig til at blunde hen.

Jeg vågner først op da Peter puffer mig i siden og siger:

Vågn op, så skal du se et fantastisk syn. Det er ubeskriveligt smukt.

På flyets computer kan jeg se at udenfor er temperaturen minus femoghalvtreds grader, ekstreme arktiske forhold.

Lyset er krystalklart, og under mig ser jeg Grønlands titanhvide is og de sneklædte bjerge der adskiller beboeligt land fra den mægtige indlandsis.

Synet slår mig som en åbenbaring. Jeg har altid drømt om at se indlandsisen, og nu ligger den der lige neden under mig i al sin kulde og hvidhed. Længe sidder jeg omfavnet af synet mens mit hjerte smelter af begejstring, og øjnene flyder over.

Du skulle ikke drikke så meget, du bliver alt for sentimental, lyder de velmenende, men for stemningen brutalt ødelæggende ord fra Peter ved siden af.

Så flyver vi ind over skyer, og en helt anden form for hvidhed pakker jorden ind i vat og afskærer os fra livet og naturen dernede og overlader os til os selv og farten.

Jeg tager atter Umberto op og slår op på kapitel 16. Lila, hvordan så hun ud? Alt hvad der har sat sig spor, husker man, eller gør man? En rejse i hukommelsen følger sin egen logik, og for Umberto er den mystiske flamme først nu ved at få ilt nok til at flamme.

Jeg ved ikke om der er skruet ned for ilten, i al fald breder døsigheden sig igen, og jeg må opgive læsningen efter blot få linier der bliver ved med at gentage og gentage sig.

Det var en varm sensommerdag midt på formiddagen midt i århundredet. Solen skinnede gennem et slør af fugt og hede, luften stod helt stille og varslede vejrskift, og midt i den lille stue nedenunder hvor mine forældre dengang havde soveværelse da rummene ovenpå endnu ikke var gjort færdige til noget der kunne kaldes beboeligt, lå mor og stønnede og svedte og jamrede så meget at far var helt rundt på gulvet og hverken vidste ud eller ind.

Stuen var det lyseste af værelserne i den lille røde murermestervilla. Den vendte ud mod den store have og var meget spartansk indrettet. I det ene hjørne stod Bentes kravlegård og potte, og midt i det hele stod mine forældres dobbeltseng, som var købt ny med gode springmadrasser og normalt dækket af et hvidt sengetæppe som farmor havde hæklet og foræret det unge par som indflytningsgave.

Over for sengen klemt inde i hjørnet stod den nylakerede kommode som mor havde fået med sig fra sit hjem, samt en lille stol til at lægge tøjet på om aftenen før man gik til køjs. Værelset var inden for de sidste par år blevet nytapetseret og duftede af sæbevand og rent linned.

Mor havde haft veer i flere timer inden der blev sendt bud efter jordemoderen frøken Petersen og søster Magda der havde tigget og bedt om at få lov til at være med til fødslen da hun så gerne ville overvære selve dette Guds under og ikke kun nøjes med efterveerne.

Frøken Petersen kom hurtigt da hun kun boede to hundrede meter længere nede ad vejen og havde været forberedt på at hun snart kunne blive kaldt ud til endnu en fødsel.

Hun troppede op i sin hvide kittel med den store jordmodertaske under armen, fuld af energi og myndighed. Også søster Magda indfandt sig i hvid kittel og stor bestemthed, om end hun ikke havde så meget at skulle have sagt som hun kunne ønske sig.

Hun var en ældre from diakonisse og havde altid et mægtigt kors hængende ned over sine store runde bryster. Et kors som hun dog hensynsfuldt skubbede ind under kitlen under selve fødslen, så det ikke skulle komme til at ramme den lille nyfødte i hovedet, eller den fødende når hun bad om vand eller om at blive tørret på den svedige pande.

Min søster Bente blev passet af min mormor og morfar der boede et par timers rejse fra os. Hun var godt et år og født på det lokale sygehus. Hendes fødsel havde ikke været nogen god oplevelse for mor, så denne gang ville hun føde derhjemme. Så kunne den vordende far også være med og måske hjælpe til.

Han var nu ikke til nogen hjælp. Han forstod ikke hvor store smerter hans elskede hustru havde, mente at hun skabte sig noget, men forsøgte dog at trøste ved at holde i hånd og kysse, noget mor helst ville have sig frabedt, så dårligt hun havde det.

Som fødslen skred frem, blev far mere og mere nervøs og forvirret, så til sidst måtte søster Magda bede ham om at forholde sig helt roligt eller gå.

Det fik ham til ro, han der ellers ikke lod andre kommandere med sig, var pludselig den ydmyge i en kvindeverden han ikke helt forstod til trods for at han var ene hane i en søskendeflok på ni og nok skulle have lært et og andet om kvinder.

Endelig kom jeg da, skæv og rynket med et lille hak ved mit højre øre. Min søster havde været fin og glat med smukt sort hår, og skuffelsen over den lille nyes udseende fik min mor til at udbryde:

Hvor er hun grim!

Nej, hvor skulle De skamme dem at sige sådan noget. Her har de fået en lille sund og velskabt pige, vær De glad for det, det er ikke alle der får skænket to sunde og raske piger, så vær De glad!

Søster Magda kunne ikke skjule sin forargelse.

Bagefter var der kaffe og rundringninger til alle fire bedsteforældre for at fortælle den trods alt glædelige nyhed, og som timerne gik, blev jeg da også sødere og sødere at se på, selv om det lille hak i øret blev ved med at være der.

I dagene derefter væltede familien ind.

På fars side var det tradition at hver gang et lille nyt væsen kom til verden, skulle man besøge hinanden og overrække gaver. Det var efterhånden blevet til en del børn, næsten alle piger, men det forhindrede ikke alle mine fastre i at juble og klukke af begejstring hver gang.

Mor der var vokset op med kun én bror, var ved at segne under de mange visitter, mens far elskede virvaret og følelsen af samhørighed.

Mine mange fastre havde et fælles træk. De var alle på nær én meget snakkende og lattermilde, ja de var nærmest højrøstede og larmende som om de hele livet havde måttet overdøve hinanden for at bare blive hørt lidt.

Først kom de tre ældste fastre med favnen fuld af gaver hvis indhold bestod i de sædvanlige hjemmestrikkede undertrøjer og små sokker. De kaglede hele vejen fra entreen ind til mor der udmattet lå i det nyindkøbte fine hvide sengetøj og bare drømte om at få lov til at sove lidt inden ungen skreg igen, og der skulle arbejdes for at få amningen i gang.

Nej, hvor er hun dog yndig, kære Ane. Tillykke, tillykke! Hvordan har du det? Du ser rigtig godt ud. Sørger du nu for at få hvilet nok? Du ved hvor vigtigt det er for amningen. Jeg kan huske med Berit at jeg ikke fik hvilet nok, så der gik lang tid inden det kom til at fungere, det der med mælken.

Det var faster Asta der førte ordet. Ordene væltede ud af hende i en lang flydende bevægelse der først stoppede da de to andre fastre tog over.

Ingen havde tid til at høre på svarene på de stillede spørgsmål. Det var som et lokomotiv der var sat i gang og bare kørte derudad.

Deres mænd, mine onkler, stod bag dem og smilede anerkendende.

Det endte med at jeg vågnede ved den megen postyr og satte i et vræl, hvad der fik de besøgende til at juble. Så fik de lejlighed til at tage mig op og beskue mig fra alle vinkler.

Hvor er hun dog lille. Man glemmer helt hvor små sådan nogle skabninger er, så små fingre og tæer, så fine. Man får næsten helt lyst til at spise dem.

Det var faster Ella der altid talte om alting i madvendinger. Hun var selv den mest trivelige af de otte søstre, elskede fede sovser og desserter, var selv en dygtig kok og forkælede sin mand og sine to små piger med alskens lækkerier.

Da mit skrigeri blev for meget for selv de garvede fastre, overlod de mig til mor der blufærdigt forsøgte at lægge mig til brystet hvor mælken endnu ikke var løbet helt til. Hun mærkede en vis panik brede sig, svedte voldsomt og ønskede blot at de alle ville fortrække ud i haven eller ad Pommern til så hun kunne få lidt ro.

Langt om længe gik hendes ønske i opfyldelse. Flokken forsvandt, ikke ad Pommern til, men ud i den friske luft. Mor faldt tilbage i puderne med det lille suttende væsen ved sin side. På afstand kunne hun høre at latteren steg som bobler og faldt i kaskader derude i den store have.

Inden længe ville søster Magda komme hende til undsætning. Hun glædede sig til hendes varme, kyndige hænder og rolige væsen.

Om et par dage ville hendes egne forældre også komme på besøg. De havde en længere rejse at foretage, og hendes far kunne ikke ret godt tage fri fra sit arbejde som lærer på den lille skole med kun tre lærere. Hun glædede sig til at se dem og især til at se Bente som hun ikke havde set i over en uge. Hvordan mon hun ville reagere på den lille nye søster der bare lå der og ikke kunne bruges til andet end at se på. Ville hun blive jaloux? Nej, det var hun nok for lille til. Det var nu dejligt med to små piger. De skulle nok komme til at få rigtig megen glæde af hinanden. Fjorten måneders forskel var jo ingenting. Det var næsten som tvillinger.

Mor lagde mig forsigtigt over i min vugge igen. Jeg var atter faldet til ro, sov ikke rigtigt, men lå med den lille knyttede næve i munden og så rigtig kær ud.

De næste uger gik med besøg og forsøg på at få en hverdag til at fungere. Jeg tog godt for mig af mælken der flød i rigelige strømme, så rigelige at søster Magda foreslog at mor kunne tjene lidt ekstra ved at sælge ud af den. Det ville mor dog ikke høre tale om. Hun følte sig rigeligt som en ko i forvejen, skulle hun også begynde at malke sig selv for at tjene en ekstra skilling, ville mælken aldrig blive reguleret ned og følelsen af malkekvæg blive hængende.

Hun ville så gerne blive slank og smart igen. Far var vild med hendes udseende og især hendes krop, så for hans skyld måtte hun se at få sin gamle skikkelse tilbage så hurtigt som muligt.

I den første tid efter fødslen kom søster Magda hver dag og støttede og vejledte, men gradvist blev det mindre og mindre, og mor måtte klare huset og os piger selv.

Bente viste sig heldigvis at acceptere den uundgåelige kendsgerning at hun nu skulle dele sine forældres opmærksomhed med et lille nyt væsen. Hun ville gerne røre ved mig hele tiden, og når jeg blev ammet satte hun sig ved siden af mor med sin egen lille dukke og tryggede den ind til sig som om hun også ammede.

Far arbejdede dagen lang på kontoret for at tjene til sin lille familie. Han tog af sted lidt i ni hver morgen, kom hjem til frokost og gik så igen lidt over et for atter at vende hjem klokken fem.

Huset var ikke særlig praktisk indrettet, og mor syntes selv at hun brugte alt for megen tid på det praktiske. Ovenpå var der ganske vist indrettet toilet med håndvask, men al badning måtte foregå i baljer i bryggerset eller i køkkenvasken.

Køkkenet var rummeligt og hyggeligt, og far og mor havde fået indrettet det med spisebord og en slagbænk i hjørnet der kunne rumme vores legetøj samt viskestykker og håndklæder.

Også komfuret var nyt, og der var pænt med skabe. Det var alt sammen lavet af byens bedste snedker og stod funklende nylakeret i al sin brunhed.

Det var i dette rum at vi opholdt os det meste af tiden. Der var ganske vist også en lille stue der vendte ud mod gaden, men den ville mor gerne holde pæn og fin, til gæstebud og søndagsmiddage, så det var sjældent vi piger fik lov til at komme derind.

Da jeg begyndte at tage mine første skridt, fulgte jeg i hælene på Bente konstant, så Bente nogle gange slog fra sig og gav sig til at græde på en for hende særegen og stille måde. Også jeg græd, men det var ikke en gråd der på nogen måde kunne kaldes stille. Når noget gik mig imod, satte jeg hele organet i svingninger. Ingen kunne vræle som mig.

Det endte som regel med at mor kom farende, tog mig på skødet og trøstede. Imens stod Bente ved siden og hikstede stille. Mor tog så også hende op, og det sluttede næsten altid med at vi alle tre sad og læste en lille historie eller sang en af de mange børnesange mor havde sat sig for at hendes børn skulle lære. Hun var selv opvokset med sang og musik, og et af hendes i øvrigt ikke særlig mange principper var at hendes børns barndom skulle være præget af musik, sang og dans.

Vi piger var mor og fars stolthed. Vi blev pyntet og plejet, læst for og sunget med. Den stolte far gik lange ture med os eller satte os begge op på sin cykel og cyklede i skoven eller ned til den lille havn mens mor fik en tiltrængt pause fra det daglige slid.

Nej, hvor Poul dog tager sig af de små piger, det er sandelig ikke hver dag man ser en så omsorgsfuld far.

Naboerne var ved at falde i svime over sådan en ægtemand og far, og far solede sig i omverdenens lys og hilste og nikkede til alle han kørte forbi.

Af og til kørte mor med på cykel eller spadserede ved siden af barnevognen der nemt kunne rumme to, men egentlig ville hun hellere have tiden derhjemme helt for sig selv.

Det er nu synd for Poul at Ane sådan gemmer sig derhjemme. Det er ikke rigtigt at en mand skal passe børn så meget. Hvorfor er Ane ikke ved hans side? Det må være hårdt for ham. Men han er en god mand, er han.

Far vidste godt at det var sådan naboerne og familien tænkte, og inderst inde var han ganske godt tilfreds med det. Han nød at være midtpunkt for andres beundring, det var sådan det altid havde været for ham. Som ene dreng havde hans ord haft ekstra vægt, og han havde fra fødslen været omgivet af beundrende kvinder. Hans kvikhed og intelligens havde også hjulpet ham til den rolle han fandt sådan et behag i. Kvinden var det svage køn, og han var til for at beskytte og værne om hende. Hvis det så også betød at hans vilje kom til at dominere hende, var der ikke noget at gøre ved det.

Alt hvad han gjorde og foretog sig, var altid for mors eller vores skyld, også selv om vi helst havde været foruden.

Min farmor og farfar skal komme på besøg. Bente og jeg har fået vores små tylskjoler på i dagens anledning, og min lillebror er færdigammet og lagt i sin lille vugge. Han er familiens ubetingede stolthed, et af de få eksemplarer af hankøn der af nådig hånd er blevet tildelt vores slægt.

Far kan slet ikke skjule sin stolthed. Tænk sig at han har sat et sådant pragtvæsen ind i denne miniverden af feminitet og sarthed.

Han har store drømme og forventninger til denne dreng. De skal rigtig være sammen. Det tager ikke mange år før han kan komme med til fodbold og på far/søn tur i robåden, eller til at han så småt kan sættes ind i de vanskeligt begribelige forhold hvad angår politik og økonomi. Han skal nok få gjort et rigtig lille mandfolk ud af ham. Han glæder sig allerede.

Min farfar, der insisterer på at blive kaldt bedstefar, er en stor kraftig velbygget mand med et voldsomt temperament der kan få verdener til at bryde sammen, men også til at blomstre.

I dag er han dog meget stille og indadvendt. Han har bananer med til os piger. Vi takker pænt, giver hånd og nejer mens vi skuffede forsøger at smile. Vi ville meget hellere have haft chokolade eller lakrids, men vi får altid frugt eller rosiner eller sådan noget kedeligt noget, og alligevel skal vi neje og pænt sige tak.

Farfar er meget gammel og vist også meget syg. Noget med kræfter i maven, synes jeg at have hørt mor sige.

Man kan da ikke blive syg af kræfter i maven. Mor siger da altid at vi skal spise sundt og spise op så vi kan få mange kræfter.

Hvis man kan blive syg af kræfter, ved jeg slet ikke om jeg gider spise op. Det er tit så svært med al den mad, ofte bliver den siddende i halsen og vil ikke længere ned, den kører bare frem og tilbage, især kød har det med at køre op ned, op og ned. Mor siger at jeg er alt for tynd, men giver mig også nogle gange lov til at levne, til gengæld får jeg lov til at få et tykt lag smør på mens de andre kun må smøre tyndt, og flødeskum må jeg gerne spise meget af. Jeg elsker flødeskum, men vi får det ikke ret tit.

Når jeg bliver stor, vil jeg have flødeskum hver dag. Jeg kan næsten ikke vente på at blive stor.

Men farfar er altså meget syg, og farmor meget nervøs.

Far spørger farfar hvad lægerne sidst sagde, og farfar fortæller at de vil indlægge ham igen for at foretage nogle flere undersøgelser. Mor siger at imens kan farmor bo hos os, så det er lettere for hende at besøge farfar på sygehuset.

Det vil farmor gerne, og så kan hun også hjælpe til i huset med alle de små og madlavningen.

Farfar siger ikke så meget. Hans sprudlende latter og højrøstede tale er erstattet af en tavshed der er ganske usædvanlig for ham og derfor virker så meget desto stærkere, og hans sorte, krøllede manke har fået indvævet så mange grå tråde at det må være en paryk han har taget på. Den runde tøndeagtige mave er også faldet sammen som en ballon nogen har prikket hul i.

Der er trolddom med i spillet. Farfar er ikke længere den rigtige farfar, men en fremmed der kalder sig farfar, og som vi børn slet ikke rigtig kan genkende. Måske har farfar bare for at drille – det kan han nemlig godt lide – sendt en anden i stedet for sig selv, og nu sidder han selv hjemme og morer sig over sin lille spøg. Det bilder jeg Bente ind, og hun er villig til at tro på det.

Far har fortalt at farfar fra helt lille var vant til at have styr på alting. Som ganske lille blev han sendt ud på markerne for at vogte får, og som bare fjortenårig blev han ansat hos postvæsenet og gjorde det så godt at han blev i stand til at lægge penge til side så han som kun to og tyveårig kunne købe den lille købmandsgård med postbetjening som han senere gjorde stor nok til at den kunne forsørge hans hurtigt voksende familie.

I det lille samfund blev han hurtigt en mand man regnede med. Der sad et godt hoved på ham, en jernvilje