Om jeg så må sige: Historier: Barn i 50'erne - Ung i 60'erne

Til Anna og Laura

INDHOLD

Ouverture

Første forsøg

Stumpen

Min far

Julens Glæde

Skift i Bramming

Brunsviger

Soft Ice

Banken

Kongens klæ’r

En gammel Rekord

Stud

"For at kunne skrive om livet,

må man først leve det."

Ernest Hemingway

Der er en tid til at tale

en tid til at tie

en tid til at græde

over en vi ku’ li’

der er en tid mest til latter

når venskab fornys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

tænde lys

for hinanden

Lars Lilholt

Kort før min femårs fødselsdag, med front mod fremtiden, klar til at møde mine begivenheder. Flankeret af mine søskende Jørn, Kurt, Tove, Inga og øverst min ti år ældre bror, Karl Erik.

Ouverture

I skal spise det, I skal spise det, råber hun, mens hun sender kaskader af æblegrød efter os.

Hele flokken flygter op ad indkørslen derhjemme på Tunøvej med min storesøster, Inga, i hælene. Hun holder en skål med æblegrød ind til kroppen med den ene hånd, mens hun svinger en grydeske i den anden.

Vi er alene hjemme, og Inga står for aftensmaden. Uvist af hvilken grund nægter vi at spise den æblegrød, hun har lavet til os.

Vi er seks søskende, der mødes en gang om året til en forlænget weekend. Det har vi gjort, siden vores mor døde i 1996 omtrent et år efter vores far. Den gang aftalte vi, at vi ville samles i hvert fald én gang om året, nu hvor vi ikke længere skulle ses hos mor og far for at fejre deres fødselsdage eller bryllupsdag.

Hver gang vi er samlet, bliver familiens mytologiske fortællinger hentet frem og genfortalt, diskuteret og nyfortolket, og en af de fortællinger, vi altid kan blive enige om, er affæren med æblegrøden. Der er bred enighed om forløbet, men hvorfor vi nægtede at spise den, er der ingen af os, der kan huske.

Havde mor og far været hjemme, var det naturligvis ikke gået. Vi kan som regel blive enige om, at vi har fået en om ikke streng så i hvert fald bestemt opdragelse. Når det kommer til eksempler, er det straks vanskeligere at nå til enighed om, hvori det strenge eller bestemte egentlig bestod.

Jeg var endnu ikke dukket op på familiebillederne, dengang min far vandrede hvileløst omkring, mens mor kæmpede sin efterhånden velkendte kamp for at bringe endnu et familiemedlem til verden. Hans bekymring skyldtes ikke mindst, at vi nærmede os årsskiftet. Den gang var skattesystemet sådan indrettet, at alle hjemmeboende børn per 31. december kunne trækkes fra på selvangivelsen.

Seks timer før året 1948 rindede ud, forbarmede jeg mig over ham. Han kunne nu skrive seks i stedet for fem i rubrikken over hjemmeboende børn ved årets udgang. Selv om jeg altså ikke havde belastet budgettet en eneste dag i årets løb, talte jeg med, da årets mellemværende med samfundet skulle gøres op.

Min entré i denne verden skete den sidste dag i det år, hvor de Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. For mig er det symbolsk, at mit liv så at sige blev grundlagt på principperne om menneskers lighed og fundamentale rettigheder. De har både bevist og ubevist stået som rammen om mit liv og dannet grundlag for min livsopfattelse.

Som de fleste af mine søskende hører jeg til de store årgange (begrebet baby boom havde endnu ikke gjort sit indtog i den danske ordbog). Ingen ved rigtigt hvorfor, men det er et faktum, at fødselstallet i Danmark steg markant op gennem nitten hundrede og fyrrerne. Mørklægningen under tyskernes besættelse i første halvdel af årtiet har fået en del af skylden. I mit tilfælde skal den dog ikke lastes for det. Der var gået tre et halvt år, siden de tyske besættelsesstyrker havde forladt Danmark, da jeg fandt det tilstrækkelig trygt at dukke op. Født på kanten til næste årti var jeg snarere symbolet på efterveerne efter et voldsomt kapitel i vores historie.

Hele min barndom var præget af det, der siden fik betegnelsen det kedelige årti. Halvtredserne blev en parentes i vores nyere historie, hvor danskerne slikkede sårene og forsøgte at genetablere et samfund grundlagt på værdier omkring kernefamilien. For manges vedkommende handlede det om overlevelse, som det også var tilfældet i vores familie.

Kedeligt eller ej, halvtredserne var det årti, som rustede mig til livet. Min opvækst var ikke præget af store eller voldsomme begivenheder. Men de var der, begivenhederne. Og de satte deres præg. De har været lige så afgørende for mit liv, som havde de været farvestrålende, voldsomme eller tragiske.

Fjerde klasse

Første forsøg

Ikke overraskende er mange af de begivenheder, jeg husker bedst, forbundet med enten noget behageligt eller det modsatte. For eksempel i skolen.

Jeg husker stadig nogle af de gange, hvor jeg blev hørt i en lektie, jeg havde forberedt mig godt på. Ikke kun den særlige fornemmelse det var at levere noget godt, men også dele af selve indholdet i lektien kan jeg stadig huske. Der er detaljer om ålens gådefulde rejse fra Sargassohavet til de skandinaviske fjorde, som står klare, fordi jeg i fjerde klasse skrev en opgave om ålen, som jeg fik megen ros for. Eller den gang jeg i matematiktimen brillerede ved den store tavle, hvor jeg ledte hele klassen ad snørklede veje frem til målet: en ret vinkel.

Én episode står særlig tydeligt. Den handler om, hvordan jeg allerede den gang godt kunne lide at formulere mig skriftligt og havde succes med det. Måske handler den også om et skrøbeligt drengesind.

I starten af første real, det vil sige ottende klasse, fik vi en fristil for hos hr. Thy. Vi skulle skrive en stil om en oplevelse, vi havde haft i sommerferien. Ja, det gjorde man også den gang. Jeg havde de seneste trefire somre tilbragt en stor del af sommerferien på et husmandssted i Filskov på den jyske hede. Det var uger mættet med oplevelser. Jeg kunne have skrevet om at malke køer med de bare næver eller at blive betroet hvervet som operatør på selvbinderen under høsten. I stedet valgte jeg at skrive om togturen fra Fredericia til Filskov.

H. C. Andersens rejsebeskrivelser, som vi læste i syvende klasse, havde gjort indtryk på mig, og feriens adspredelser havde ikke formået at udviske den literære inspiration fra det store forbillede.

Jeg fyldte stilehæftets sider med beskrivelser af banegården, af perronen, af hvordan toget satte i gang og langsomt kom op i fart. Hvordan den skiftende hastighed ændrede mit indtryk af landskabet, der gled forbi vinduet. Jeg bevægede mig rundt i billederne med eventyrdigterens beskrivelser i baghovedet. Følelsen af frihed og skriveglæde kæmpede med tvivlen om, hvorvidt det her kunne leve op til kravene for en dansk stil i første real.

Hr. Thy havde overtaget tjansen som dansklærer efter hr. Axø, som havde været vores klasselærer lige fra første klasse. Han fortsatte den samme form, som hr. Axø altid havde benyttet. Et ad gangen tog han hæfterne fra stakken på katederet, gav opgaven nogle ord med på vejen, både ris og ros, inden han bad ejermanden komme op og hente hæftet.

Vi havde alle i frisk erindring, den gang hr. Axø skulle give en dansk stil tilbage i syvende klasse. Knud var ikke nogen ørn til dansk. Der var sjældent ros til hans stile, men hr. Axø var ikke den, der ydmygede enkelte elever foran resten af klassen. Han gennemgik opgaven nøgternt og sagligt, mens han gav sine kommentarer og gode råd til forbedringer, og dem var der som regel i overflod af i Knuds tilfælde. Men denne gang var anderledes.

Hr. Axø havde netop gennemgået Kathys stil. Han fremdrog flere afsnit, som han roste for den måde, hun havde komponeret indholdet. Det var helt almindeligt for alt, hvad Kathy lavede. Hun så ned i gulvet på vejen tilbage til sin plads, som om hun følte sig utilpas over lærerens ros. Jeg fangede hendes blik og hentede et af mine mest indtagende smil frem, da hun gik forbi min plads.

Hr. Axø tog næste stilehæfte i bunken. Han slog op på dagens opgave, og hans ansigt skiftede langsomt udtryk. En mørk sky gled for den sol, som Kathy havde fået til at skinne. Han havde rejst sig op, mens han bladede i stilehæftet. Med stigende aggressivitet vendte han siderne. Uden at se op og uden at kommentere opgaven bad han Knud komme op og hente sit hæfte.

Knud nærmede sig tøvende fra sin plads bagest i klassen, som nu var blevet helt stille. Hr. Axø’s hidsige temperament var velkendt på hele skolen, og det var tydeligt for enhver, at et udbrud var under opsejling.

Det her er det værste svineri, jeg har set, råbte han, da han ikke længere kunne holde på trykket.

Hvordan kan du aflevere sådan noget – sådan noget – svineri? Der er jo smurt blæk ud over alle sider. Jeg kan ikke en gang læse, hvad du har skrevet. Knud, som nu var nået næsten frem til vulkanen i udbrud, fremstammede en usammenhængende forklaring om en fyldepen, som var gået i stykker lige midt i indskrivningen. Det var vist nok noget med den der gummidims inde i pennen, som man klemmer sammen for at suge blækket op af blækhuset. Den var nok blevet lidt utæt, og så …

Jeg er fuldstændig ligeglad med din fyldepen.

Hr. Axø spyttede ordene ud.

Du skal ikke bryde dig om at aflevere sådan noget forbandet svineri til mig.

Han tog stilehæftet op til munden, og satte tænderne i det. Med noget besvær lykkedes det ham at bide det ene hjørne af.

Så kan jeg måske kende dit hæfte fremover, sagde han, mens han spyttede papirstumper ud.

Den ophidsede klasselærer stirrede på drengen foran sig. Vi sad med tilbageholdt åndedræt og afventede den ultimative eksplosion. Så fik han hold på sig selv, og med en hidsig bevægelse smækkede han stilehæftet hårdt i brystet på Knud, som greb det, mens han steppede et par skridt baglæns. Hr. Axø vinkede ham ned på plads med en irriteret bevægelse med den ene hånd, mens han med den anden pillede et stykke papir ud af munden. Så satte han sig igen bag katederet og tog det næste stilehæfte i hænderne.

En langtrukken, hvislende lyd, som når et cykeldæk bliver piftet, fyldte klasseværelset, da femogtyve sæt lunger slap den tilbageholdte luft ud.

Nu var vi spændte på, hvordan hr. Thy ville agere i rollen som dansklærer. Han var nået til min stil, og jeg flyttede mig uroligt på stolen. Jeg kunne kende hæftet, selv om alle hjørner var intakte. Han tog sig god tid og bladede lidt i det, som om han ledte efter noget bestemt. Han var flere gange på nippet til at sige noget men tog sig så i det og bladede videre. Til sidst lagde han stilehæftet fra sig og kiggede hen over brillerne ned på mig.

Finn, vil du komme her op?

Der var blevet helt stille i klassen. Kun lyden fra mit hjerte pumpede i mine ører med en rytme, der ellers hørte til i gymnastiktimerne. Hr. Thy rejste sig, pegede på sin stol og sagde:

Der er mange ting, jeg gerne ville nævne. Men jeg synes du skal læse hele stilen op for klassen.

Det tog mig tre-fire linjers tid, før jeg fik kontrol over stemmen. Så læste jeg med stigende sikkerhed og stolthed min historie op for mine kammerater. Da jeg var færdig, så hr. Thy ud over klassen og fremdrog nogle detaljer fra min beretning som eksempler på, hvorfor det var en god stil, jeg havde skrevet.

Det var med en varm følelse indeni, at jeg efter sidste time hentede min cykel i stativerne bag skolen. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok hjem og fortælle mor om min triumf i dansktimen. Jeg var kun lige kommet uden for skolens port, da jeg blev stoppet af Carsten og Keld fra klassen.

Det var en fin stil, du havde skrevet, sagde Carsten, mens Keld holdt fast i min bagagebærer, så jeg var nødt til at hoppe ned fra sadlen.

Ku’ du li’ den?, spurgte jeg men vidste godt, at de ikke var kommet for at fejre mig.

Men kunne du ikke være lidt mere opfindsom?, fortsatte Carsten uden at ænse mit spørgsmål.

Jeg kendte ikke de to særligt godt. Vi havde kun gået i klasse sammen siden sjette, og de var ikke en del af min omgangskreds. De gik altid sammen, talte meget højt og havde som regel et følge af drenge, som lyttede beundrende til deres friske bemærkninger.

Hvordan mener du?

Min stemme knækkede over, og jeg følte en knude stramme sig sammen i maven.

Eva har lige fortalt os, at du har brugt den samme stil en gang før. I femte.

Carsten så på mig, mens han holdt fast i mit styr.

Nej, det har jeg nu ikke, svarede jeg, mens jeg granskede de yderste kroge af min hukommelse. Jeg mente bestemt ikke, at jeg tidligere havde afleveret noget, der bare mindede om min stil om togrejsen. Så kom jeg i tanker om en episode kort før sommerferien.

I mine øjne var Eva ikke en af klassens mest charmerende piger. Hun var højrøstet og grinede altid af de mindste ting. Hun havde et godt øje til mig, og hun gjorde ikke noget for at skjule det. Jeg følte mig altid pinligt berørt, når hun sagde eller gjorde noget, der viste, hvad hun mente om mig. Især hvis Kathy hørte på det.

Evas far var slagter, og vores madpakker kunne ikke hamle op med hendes. Ud over den rige variation af pålæg, var hendes madpakke altid garneret med tilbehør som for eksempel de små trekanter med Buko smøreost. De fleste af os kunne godt lide de bløde trekanter - undtagen Grøn Alpe. Alene farven.

Eva nød at være midtpunkt i vores kollektive afvisning af Grøn Alpe. Hun gjorde et stort nummer ud af at sætte tænderne i de små trekanter, og hun opfattede vores udbrud af lede som bifald, når den grønne substans væltede ud mellem tænderne.

En dag fulgte hun op på succesen i skolegården. Hun løb rundt med halvt åbne trekanter med Grøn Alpe og forsøgte at få os andre til at tage en bid.

Hun valgte at vise sin hengivenhed over for mig ved at forfølge mig med en af de ulækre trekanter. Eva var et hoved højere end mig, og hun havde fået godt fat i min ene arm med venstre hånd. Jeg prøvede at værge for mig, da hun med stor iver forsøgte at presse den grønne substans ind i munden på mig. Hun hvinede henrykt og afslørede kraftige, grønne aflejringer mellem tænderne.

Da hendes hånd med den grønne trekant fyldte hele