Den sovjetiske udenrigspolitik

som set af udenrigskommissær Georgi Chicherin i maj-juni 19201

”…
Vi [redaktionen] bringer på dette sted Folkekommissæren for udenrigske anliggender, Georg Chicherins2 forord til den
snart foreliggende samling af diplomatiske dokumenter vedrørende det polske spørgsmål: Livre Rouge.

Dokumentsamlingen om forhandlingerne mellem Sovjetrusland og Polen som vi anbefaler til mas-

sernes opmærksomme læsere, udgør, bortset fra forhold af sekundær og ren teknisk karakter, som er
uden almen interesse, en fuldstændig sammenstilling af den gennemførte udveksling af noter
mellem den sovjetiske og polske gering og deres repræsentanter. Den sovjetiske regering frem-
lægger med denne publicering alle dens foretagne skridt til en ordning af alle spørgsmål i forhold til
dets forbindelser til Polen til kendskab for offentligheden. Den skjuler intet og har intet at skjule.
Den frygter ikke massernes dom, hvis mening og udfører af dets vilje det er, og hvis håb den ud-
trykker. Dens diplomati er ikke et hemmeligt diplomati; [og] udgået fra de arbejdende masser,
henvender den sig til de arbejdende masser i hele verden. Målet for den sovjetiske udenrigspolitik,
som er en proletarisk politik, sker kun ske forståelse med proletarerne i de lande med hvilke Sovjet-
rusland fører sine forhandlinger. Sovjetregeringen henvender sig ikke kun i sine løbende opråb til
de arbejdende masser i andre lande. For disse masser er de dokumenter, i hvilke sovjetregeringen
taler til andre regeringer, af ren diplomatisk karakter; for bag alle regeringer ser de disse den
virkelige forhandlingspartner i de deltagende landes arbejdende befolkninger, og den vurdere nøje
virkningen af ethvert skridt den tager på bevidstheden hos proletarerne i ethvert land med hvem det
forhandler. Sovjetruslands politik, som de arbejdendes politik, vil aldrig lade hensyn til klasse-
brødrene i andre lande ude af sigte. Den er urokkeligt og oprigtig i sin politik for en politik for fred
og stræben efter venskabelige afgørelse af alle udestående konflikter. Det ligger Sovjetrusland fjernt
at ville påtvinge nogen som helst dets statsform og tænker overhovedet ikke på at inddrage den
proletariske revolution med våbenmagt, da dette kun kan være en opgave for arbejderne i de
forskellige lande selv. Den højeste lov for Sovjetrusland er, at det er ethvert folks ubrydelige ret,
selv at afgøre dets egen skæbne. Siden de første udtalelser fra repræsentanter for Sovjetrusland i
spørgsmålet om Polens forhold kan man i alle sovjetregeringens indgreb og politiske handlinger se
en urokkelig linie, der i enhver diskussion var udtrykt for, den absolutte selvbestemmelsesret for
Polen og den mest oprigtige ønske om afslutte alle udestående problemer. Således afgav Trotsky, da
han første gang tog behandlingen af det polske spørgsmål op under forhandlingerne i Brest-Litovsk,
en højtidelig erklæring om, at sovjetregeringen anerkendte Polens uafhængighed medens den
samtidig afviste den tyske besættelsesmagt og samtidig endda afviste den tyske besættelsesmagt og
forvarede den fra det polske borgerskab kommende, den af den tyske imperialismes pseudoregering
placerede agenter for det imperialistiske tyske rige, der krævede retten til at tale som repræsentanter
og ledere af det polske folk. Over for dem fik repræsentanter for det polske socialdemokrati i den
russiske delegation mulighed for, over for repræsentanterne for den tyske og østrigske okkupation,
at forfægte de arbejdende massers krav det polske folks navn, og frem for alt at forlange en rømning
af Polen.
De politiske forhold ændrede sig grundlæggende. Den mægtige tyske imperialisme lå sammenknust
på jorden. Polakkerne skred til dannelsen af en uafhængig borgerlig polsk regering; men uden at
1
Georg Tcshitscherin, [Chicherin],”Sowjetrussland und Polen“, RusKor, Jhrg. I, Bd. I, Nr. 11/12, September 1920, 616 – 619.
Livre Rouge er den sovjetiske betegnelse for, hvad oftest betegnes som „hvidbøger“, samling af dokumenter med skiftende farve-
betegnelse, hvor en part i en konflikt fremlægger sin eller andres optræden under en international konflikt.
”Livre Rouge: Receuil des documents diplomatiques rélatifs aux relations entre la Russie et la Pologne 1918-1920, Moscou,
Editions d`Etat, 1920. Indeholder 89 dokumenter indtil maj 1920. Se:. J.D. Smerle, The Russian Revolution and Civil War: an
annotated bibliography, 2006.
2
Tschitscherin i originalen.

1
bekymre sig om denne regerings holdning til Sovjetrusland, der fastholdt sin politik om fred og
anerkendelse af det polske folks selvbestemmelsesret og den polske stats uafhængighed. Sovjet-
regeringen er utrættelig i sine bestræbelser på under alle omstændigheder at undgå konflikter. Det
kom til en første spænding mellem til to regeringer af følgende årsag. Det statskup i Polen, der
styrtede det af de tyske erobrers indsatte regentskab i samme øjeblik som besættelsestroppernes
afmarcherede, fremkaldte en samtidig bevægelse i de polske masser i Moskva med resultat, at dette
regentskabsråds agenter blev jaget bort og deres erstatning anset som de polske massers valgte
repræsentanter.3 På inkonsekvent vis protesterede den småborgerlige regering Moraczewski til
Moskva over de polske massers fordrivelse af det af det tysk indsatte regentskab, da det var udtrykt
for en fornærmelse af den polske regering og dens repræsentanters ære og værdighed. Sovjet-
regeringen skyndte sig at imødekomme den polske regerings krav. Dog forblev den i den opfattelse,
at det tidligere regentskab ikke var blevet anerkendt som Polens lovlige regering, men erklærede
alligevel, at dens udtalte indvendinger mod dette regentskabsråds agenter var blevet ligegyldige i
samme øjeblik disse agenter blev anerkendt som officielle repræsentanter for Polens nye uafhæng-
ige regering.4 Den overgav igen disse de beslaglagte arkiver og muliggjorde i overensstemmelse
med den polske regerings krav deres hjemrejse til Polen. Men regeringen Moraczewski fandt på
stadig nye indvendinger der var egnede til at stille sig i vejen for venskabelige forbindelser til
Sovjetrusland. Dette havde allerede i sit første telegram rejst spørgsmålet om en genoptagelse af
diplomatiske forbindelser. Den polske regering derimod fremsatte uopholdelig nye krav og
forlangender og udfoldede af al kraft bestræbelser på at udskyde genoptagelsen af de diplomatiske
forbindelser. Hvis bortjagningen af regentskabets agenter var det første påskud, så ser vi i de videre
telegrammer, at fortsat nye klager blev fremsat. De vender sig heftigt mod de mest utilstedelige
beskyttelsesforanstaltninger som sovjetregeringen er tvunget til at gribe til i dens eksistenskamp
mod den indre fjende så snart disse forholdsregler retter sig mod personer af polsk afstamning. De
går endog videre og forlanger lejlighedsvist anvendelse af tvangsforholdsregler fra sovjetorganers
side mod enkelte polske borgere, undersøgelse og straf af sovjetansatte og stiller krav om erstatning
til berørte polske borgere. De protesterer også mod oprettelse af sovjetmagt i Lithauen og Hvide-
rusland og mod fremrykning af sovjettropper i de områder der rømmes af de tyske tropper. Der
findes ikke et telegram fra Moraczewskis polske ministre, der ikke indeholder nye krav og som er
egnede til at udskyde genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser. Endelig kom det den 2. januar
[1919] til det barbariske mord på den russiske Røde-Kors-mission og der med til en forbigående
total afbrydelse af forhandlingerne mellem de to regeringer.5 Efter en i mellemtiden fortaget rege-
ringsskifte i Polen, meddelte Paderewski og den nye borgerlige koalitionsregering sovjetregeringen,
at den havde taget skridt til at undersøgelse i anledning af mordet på den russiske Røde-Kors-
mission og fremlage samtidig det forslag at sende en befuldmægtiget repræsentant i form af
Wienckowski på en særlig mission til Moskva for at fjerne de uoverensstemmelser der svævede
mellem de to lande. Dette skridt fra den nye polske regerings side blev venligt modtaget af sovjet-
regeringen og Wienckowski blev modtaget med al tænkelig imødekommenhed i Moskva. Sovjet-
regeringen er fast besluttet på ikke at lade sig optage af enighed om små praktiske spørgsmål. Den

3
Bag de kringlede ord lå den kendsgerning, at sovjetregeringen arresterede regentskabets diplomater og beslaglagt missionens
arkiver i november 1918. Den polske regering fastholdt, at diplomaterne fortsat var den nu uafhængige republiks repræsentanter, og
at der dermed forelå en krænkelse af den polske stats interesser, og ønskede i sagens natur selv at udnævne sine diplomater.
4
Chicherin skriver mod bedre viden, idet hans ministerium den 29. oktober 1918 havde opfordret regentskabet til at oprette
diplomatiske forbindelser. Se Borzecki, 8.
5
Den hos Trotsky (taler den 5. og 10. maj i hhv. Moskva og Gomel, hvor han på få dage har to versioner) og Radek (7. august 1920
på Kominterns 2. kongres) nævnte mission under ledelse af Wesselkowski var uden indbydelse ankommet til Warszawa sidst i
december 1918 og ”bestod af højt rangerende polske bolsjevikker kendt som havende nogen relation til Røde Kors”. Fire af fem
medlemmer blev faktisk myrdet af polske gendarmer under deres vej mod Moskva, Borzecki, ibid..
Uofficielle forhandlinger ml. Sovjet og udlandet foregik ofte ender dække af Røde Kors, idet Ententen intervenerede til fordel for de
anti-kommunistiske styrker i Rusland, hvorfor specielt Polen også måtte anvende denne model.

2
er meget mere optaget af at nå frem til en almen politisk forståelse. Wienckowski formidlede sin
regerings tilsvarende meddelelser og anmodede om en umiddelbar meningstilkendegivelse om
sagen. Sovjetregeringen erklærede sig ved besvarelsen af et spørgsmål den havde fået fra et medlem
af det polske socialistpartis centralkomité beredt til at trække sine tropper tilbage fra begge de om-
stridte områder6 og lade en afstemning blandt arbejderne afgøre landenes skæbne. Men tiden gik, og
den polske regerings svar med hensyn til en almen forståelse udeblev. I mellemtiden trængte polske
tropper dybere og dybere ind i de sammensluttede rådsrepublikker i Lithauen og Hviderusland.7 og
så fulgte det troløse overfald på Wilno af polske tropper iklædt den russiske røde armés
overfrakker.8 Dog heller ikke nu stillet over for den brutale overtrædelse af alle grundsætninger for
forholdet mellem regeringer, der gjorde det nødvendigt straks at afbryde forhandlingerne med
Wienckowski hvis mangel på resultater nu endelig havde vist sig, ser vi folkekommissæren for
udenrigsanliggender afgive en erklæring i sovjetregeringens navn, om at den nu som før er rede til
at indlede fredsforhandlinger med Polen, hvis de polske tropper ville indstille deres offensive
bevægelser. Samme anstrengelser fra Sovjetruslands side fulgte to måneder senere, da Marchlewski
fik til opgave at sætte sig i forbindelse med polske repræsentanter for at undersøge mulighederne
for en forståelse mellem de to republikker. I forbindelse med sine gentagne rejser til de polsk
besatte områder var Marchlewski utrætteligt beskæftiget med, samtidig med løsning af løbende
praktiske forhold, at opnå sovjetregeringens urokkelige mål: En forståelse med Polen og en
indstilling af fjendtlighederne mellem Polen og Rusland. Der blev faktisk opnået en tidsbegrænset
afbrydelse af den polske offensiv på et bestemt frontafsnit. Desværre tvang begyndelsen af Denikins
offensiv Marchlewski til at vende tilbage til Moskva, før han havde bragt sin mission til ende og det
eneste resultat af hans anstrengelser om at nå frem til en forståelse, forblev aftalen om ikke at
overskride en bestemt linie på den russisk-polske fronts nordlige afsnit.9
Der gik yderligere en måned, og sovjetregeringen der fik oplysninger om de polske massers stadig
mere beslutsomme udtryk for vilje til fred, henvendte sig den 2. december [sic]10 til den polske
regering med et officielt fredstilbud. Selvsamme forblev ubesvaret.11 Dette til trods var den sovje-
tiske regering urokkelig i sin fredspolitik og ved bevidst udeladelse af alle formelle betænkeligheder
henvendte den sig den 28. januar – denne gang Folkekommissærrådets navn – til den polske
regering og det polske folk med en udtrykkelig erklæring om anerkendelse af den polske republiks
uafhængighed og suverænitet, og idet den erklærede sig rede til ikke at overskride en fastlagt linie
på østfronten gav den endnu en gang udtryk for dens oprigtige ønske om finde frem til en venskabe-
lig ordning om stridspunkter. Sovjetternes centrale eksekutivkomité12 erklærede den 2. februar sig
indforstået med Folkekommissærrådets handling og henvendte sig til de polske masser med en
indtrængende appel og fremlagde deri den absolut fredelige karakter af sovjetregeringens politik og
6
Lithauen og Hviderusland.
7
Den lithauisk-belorussiske sovjetrepublik, ”LitBel”, Sovjetisk projekt 28.2. – 17.6. 1919, en ”stat” i rækken af selvstændige
republikker der blev oprettet efter behov op gennem tiden.
8
21. april 1919. Wieckowski blev sendt hjem via Finland og Soviet tog ”derpå talrige gidsler blandt polakker som levede i Rus-
land”. Borzecki, 21. Chicherins diplomatiske manøvrerum var ret så stort.
9
Netop den nævnte våbenstilstand var hvad Sovjetregeringen havde tilstræbt. Endelig aftale synes indgået den 3. 11. 1919. I den for-
stand var Marchlewskis mission en succes og Sovjet afbrød forhandlingerne ved forhaling. Begrundelsen for Marchlewskis afrejse er
mere end søgt, ingen af de aftaler der reelt var blevet enighed om, eksempelvis udveksling af gidsler blev ikke efterlevet fra sovjetisk
side. Polakkerne fik således et grundkursus i sovjetisk forhandlingstaktik. Se Jerzy Borzecki, The Soviet-Polish Peace of 1921 and
the Cration of Interwar Europe, New Haven London, 2008, 36 ff.
10
Forkert datoangivelse for 22. december 1919.
11
Den polske regering kunne kun opfatte dette ”fredstilbud” som spil for galleriet, idet fredsforhandlingerne havde måttet opgives
den 13. december – altså ni dage før. At det sovjetiske udspil kom efter Fredskonferencens høje råd havde udstukket sin
demarkationslinie mellem Rusland og Polen den 8. december 1919 og der var udsigt en snarlig ophævelse af Ententens søværts
blokade af Sovjetrusland, som skete i midten af januar 1920, gjorde kun den sovjetiske manøvre endnu mere ligegyldig – set med
polske øjne. Sovjet vidste, at Polen ikke kunne forhandle officielt uden at bringe sit forhold til specielt Frankrig i fare og kunne føre
sin propandiske fredskampagne ganske gratis.
12
Den al-russiske centrale eksekutivkomité, VTsIK

3
henviste til Sovjetruslands fuldstændige brud med alle fortidens overleveringer af chauvinisme, og
udtrykte endnu en gang dens oprigtige ønske om at kunne nå frem til et godt naboforhold mellem
Rusland og Polen på basis af en fredsafslutning.
På dette tidspunkt satte den polske offensiv ind på den ukrainske front13 og sovjetregeringen så sig
nødsaget til at erklære, at de polske troppers operationen kunne tvinge den til overskride den indtil
da indtagne linie. Samtidig erklærede den alligevel på ny sin uafrystelige fredsvilje over for Polen.
Den polske regerings indtraf først den 27. marts. Det kom til en udveksling af noter om en våben-
stilstand man kunne enes om, såvel som om et forhandlingssted, der dog endte uden resultat, da den
polske regering hårdnakket holdt fast i Borisov, der lå i frontens umiddelbare nærhed, som forhand-
lingssted. Den afviste en almindelig våbenstilstand, men havde ingen indvendinger mod en lokal
våbenstilstand i frontafsnittet ved Borisov, et standpunkt der var vanvittigt, militært set.14 Da den
polske regering anså enhver videre diskussion af dette spørgsmål formålsløst, henvendte den
sovjetiske regering sig til Ententen og erklærede sig rede til at antage et hvilket som helst forhand-
lingssted, der måtte befinde sig uden for den militære operationszone. At forhandlingerne, netop
fordi man ikke kunne formåede at nå til enighed om forhandlingsstedet, ikke kunne nå deres mål, er
indtil da aldrig før set i historien. Ententelandene ville ikke kunne unddrage sig deres ansvar, hvis
blodsudgydelserne ville tage deres begyndelse på det foreliggende grundlag. Den polske offensiv på
den ukrainske front brød løs. Pilsudski udsendte sit opråb til det ukrainske folk i hvilket han stillede
en besættelse af hele Ukraine i udsigt, dvs. afslørede eksistensen af indtil da uhørte imperialistiske
planer. Dermed var Sovjetrusland tvunget til at gribe til våben for at slå den ydre fjendes angreb til-
bage side om side med den allierede ukrainske sovjetregering. Den røde hær, de revolutionære
resultaters pryd og værn for de arbejdende masser i Rusland, optog på ny den møjsommelige kamp
mod sovjetrepublikkens talløse fjender, fast besluttet på, til dens yderste, at gøre sin pligt for at ned-
kæmpe dette nye forsøg fra verdenskapitalens side på at knuse Sovjetrusland, og lade dette [forsøg]
lide skam. Nu gælder det for de revolutionære arbejdere i Rusland og Ukraine om at sammensvejse
alle deres kræfter til en sejrrig kamp mod den skamløse undertrykker.
I fuld bevidsthed om retfærdigheden af sin sag og sin ubøjelige fredsorienterede politik underkaster
sovjetmagten med sindsro dommen fra hele verdens arbejdende folk, idet den bringer alle dens
skridt over for Polen til deres kendskab, dens utrættelige forsøg på at muliggøre en fredelig løsning
på alle konflikter såvel som dens uskyld i de, i sidste ende, resultatløse forhandlinger. Sovjetrusland
politik over for Polen og alle andre lande var og er en fredens politik, og det er sandt at sige ikke
dets skyld, når de arbejdende masser i Rusland og Ukraine på ny må gribe til våben for at sætte sig
til modværge mod angreb fra de polske imperialister, der ønsker at lægge dem i de gamle lænker.
Det arbejdende folk i Rusland og Ukraine kæmper for dets elementære ret til at leve og vil ikke vige
tilbage for noget offer under opfyldelse af deres hellige pligt i forsvaret for friheden. Dets ønske
forbliver dog, som det altid var, ønsket om fred på grundlag den betingelsesløse anerkendelse af den
polske stats uafhængighed og suverænitet og den urokkelige overbevisning om muligheden for en
for begge sider fredelig og venskabelig løsning på stridsspørgsmål og meningsforskeligheder.
Georg Chicherin.

13
Tidsangivelsen er usikker. Chicherin kan mene den polsk-lettiske offensiv for at kaste Den røde hær ud af lettiske territorium
omkring Dvinsk 3. – 30. januar 1920.
14
Specielt set fra sovjetisk side, da Borisov strategisk set blokerede for et evt. sovjetisk fremstød mod Ukraine, medens polske
styrker kunne operere på den resterende front, nord og syd for Borisov.