Verber: modus

Modus:
 Udover at bøje verber i tid, kan vi også bøje verber i det, der hedder modus (måde),
 som kort sagt siger noget om, hvordan et udsagn skal opfattes.
 På dansk er modus stort set kun relevant når vi skal
o befale,
o beordre
o eller give instrukser
 - der skal vi nemlig bruge imperativ:
 Kom lige her!
 Tænd lyset

Hovedverber og funktionsverber (C&C, s. 126-130)

 Vi har vores hovedverber
 og vi har vores funktionsverber;
o Hovedverber og funktionsverber det er syntaks,
o det har ikke noget med semantikken at gøre;
 det har ikke noget at gøre med hvordan vi forholder os til verbernes
karakter.
o Det eneste vi ved det er at i en kombineret infinit og infinit verbal konstellation
(konstruktion),
 så vil det infinitte verbal altid være hovedverbet og det finitte være
funktionsverbet.
 så når vi taler om syntaktisk over- og underordning,
 og har en sætning med ét finit verbum,
 det vil sige et finit verbal,
 så har vi et hovedverbum
 eksempler:
o han kører hjem,
o han skal mod fabrikken,
 o han har en bil),
 når vi kun har et verbum vil det altid være et hovedverbum.
 Det kunne være han kører(finit) hjem,
 han skal mod fabrikken, (modalverbum),
 han har (hjælpeverbum (finit)) en bil
o alle tre er verber på trods af de er af forskellig karakter;
o I ovenstående sætninger her vi:
 et fuldverbum,
 et hjælpeverbum
 og et modalverbum.
 De er alle 3 hovedverber.
 Hvis vi har flere ikke sideordnet-ordnet verber der har vi så
kombinationen af et funktion og hovedverbum;
 vi kan flere funktions verber,
 vi har kun et hovedverbum
o = ligegyldig hvad er der kun et hovedverbum.
o Så han er kørt hjem
 = det er et eksempel på et sammensat tempus;
 er er finit,
 kørt er infinit
o = sammensat giver de to præsens
perfektum.

Hvis vi så har flere sideordnede verber,

 så har vi ikke den her syntaktiske over- og underordning,

 og det har vi ikke,
o fordi der er ikke noget at underordne og der er ikke noget at noget overordne
 = (han kører og hører musik, han kørte, men hørte ikke musik),
 i begge tilfælde så har vi to verber som er bøjet på præcis samme
måde.
o I den første ((han kører og hører musik)
 er de begge/ begge verber,
 bøjet i modus indikativ og i præsens
o = det vil sige de har samme sproglige
værdi, og dermed kan man ikke over-
og underordne.
o Det gør sig gældende i den næste,
o han kørte, men hørte ikke musik,
o de er begge bøjet i præteritum og i
indikativ
o = det vil sige de har samme sproglige
værdi, og dermed de kan ikke over- og
underordnes.